KLASSEBESTEMMELSER FOR LUFFE 37 – januar 2010 Seneste ændringer (§16 1.afsnit og §18, stk a) vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 28/1 i Lyngby § 1. Formål. Formålet med disse bestemmelser og de officielle tegninger er at sikre skrogets, dækkets, kølens og rorets facon og vægt; mastens, bommens og rigningens dimensioner samt sejlplanets areal og form, for at alle både bliver så ens som muligt, hvad angår de faktorer, der har betydning for bådens hurtighed, og at den kan indmåles til DS’ handicapregel. § 2. Myndighed. Højeste administrative myndighed er Luffe 37 Klubben, med den nødvendige godkendelse af Dansk Sejlunion. § 3. Fremstilling. Alle både skal fremstilles i overensstemmelse med konstruktør Oluf Jørgensens og Bent Andersens tegninger jvf. tegningsliste § 20. Bådene skal fremstilles af glasfiberarmeret polyester i samme eller identiske forme. Dette skal skriftligt bekræftes af producenten. § 4. Ændringer. Ændringer af klassebestemmelser kan kun ske efter vedtagelse på en generalforsamling og godkendelse af Dansk Sejlunion. § 5. Skrog og dæk. Skrog og dæk skal udføres i overensstemmelse med de officielle tegninger og bestemmelser jvf. § 3. § 6. Aptering. Bådene skal være apteret med en standard aptering i henhold til tegning nr. 2 eller en aptering, som svarer vægtmæssigt til samme. Beskrivelse af aptering: Min. 4 faste køjer med hynder, kahytsbord, pantry med kogeapparat, toilet og vask, kortbord og garneringer. § 7. Kølen. Kølen skal være af bly udformet i overensstemmelse med tegning nr. 3. Min girdmål 6,15 m. Max girdmål 6,25 m. Kølens vægt skal være 1650 kg. ± 30 kg. (max 2,5% afv). Kølen fastgøres og placeres i overensstemmelse med tegning nr. 3. § 8. Roret. Ror og rorfinne skal fremstilles i overensstemmelse med tegning nr. 4 og placeres i overensstemmelse hermed. § 9. Masten. a) Masten, der placeres som vist på tegning nr. 5, skal være af aluminium med hulkel for storsejlets forlig. Hulkelen skal være en integreret del af masteprofilen. b) Profillængde, min. 143 mm. til max. 153 mm. (målt i langskibs retning). Profilbredde, min. 100 mm. til max. 109 mm. (målt i tværskibs retning). c) Vægten af den rå masteprofil min. 4,3 kg. pr meter. Det er tilladt at have tilspidset mastetop. Tilspidsningens længde må maximalt være 220 cm. målt fra underkanten af målemærke II. Mastens min. dimensioner ved målemærke II er 9 x 9 cm. Master af mærket "John Mast" produceret før 1/9 2001, med vægt af den rå masteprofil på 3,5 kg pr meter, kan bringes i overensstemmelse med klassereglerne hvis der forsvarligt påsættes kompensationsvægte af bly på total 10,4 kg som anført nedenfor: • 1,75 kg (>1/6 af den totale vægt) med sit tyngdepunkt mindst 13000 mm over maste hælen. • 6,9 kg (ca. 2/3 af den totale vægt) med sit tyngdepunkt mindst 6500 mm over maste hælen. • 1,75 kg (resten) med sit tyngdepunkt over maste hælen. Master produceret efter 1/9 2001 skal produceres efter samme specifikationer som de ”normale” master fra Nordic Mast. d) Tydelige målemærker skal være påmalede i en mod masten kontrasterende farve (sort eller hvid). Alternativt kan benyttes tape, med der skal i så fald på målesiden være kørnet eller ridset tydelige mærker i masten. Målemærkerne skal være mindst 15 mm. brede. Målemærke I (nederste) placeres med overkant 920 mm. (± 30 mm.) over ruftaget. Målemærke II (øverste) med underkant 12.600 mm. over overkant af mærke I. e) Sallingshornene skal udføres med profil og beslag ifølge tegning nr. 5. Der skal være 2 sæt sallingshorn. Længden af nederste sallingshorn max. 95 cm. og min. 85 cm. Længden af øverste sallingshorn max. 60 og min 51 cm. målt fra siden af masteprofilen til inderkanten af vantet. f) Der tillades et permanent buk med jævn krumning over hele mastens længde på max. 50 mm. uden påvirkning af sejl og rig. g) Spil, klamper og andet masteudstyr er valgfrit. § 10. Bommen. a) Bommen skal være af aluminium med permanent hulkel for storsejlets underlig. b) Bomprofil 120 mm. i højden (± 10 mm) og 70 mm. tværskibs (± 10 mm.). Vægt af den rå bom min 2.8 kg. pr. meter. c) Målemærke af samme beskaffenhed som på mast. Mærkets forkant må være max. 3.600 mm fra mastens agterkant, målt med bommen vinkelret på masten. d) Permanent buk af profilen max. 20 mm. uden påvirkning af sejl og rig. § 11. Spilerstagen. Profil, vægt og beslag er frie. Spilerstagens længde måles med stagen holdt tværskibs i vandret stilling, fastgjort i mastebeslaget. Der måles fra bådens centerlinie til yderste ende af beslag. Spilerstagens længde må max. være 376 cm. Spilergalge er tilladt med enkelt eller dobbelt spilerfald. Faldblokkens fastgøringspunkt må max. være 130 mm. foran mastens forkant, og placeres 200 mm. over skæringspunktet mellem forkant og masten og forstagets forlængelse (SLP). En skinne, der muliggør justering af spilerstagens højde over dæk er tilladt. Skinnens overkant anbringes 140 cm. over målemærke I. Skinnes længde må max. være 230 cm. ISP-målet må ikke overstige 1197 mm. § 12. Stående rig. Stående rig omfatter forstag,, topvant og 2 sæt undervanter samt mellemvant. Forstag, topvant og 2 sæt undervanter udføres i min. 6 mm. stålwire eller rod. Mellemvant udføres i min. 5 mm stålwire eller rod. Vantskruer og terminaler er frie. Den vandrette afstand mellem forstagets skæring med dæk og forkant af mast (J-målet), må ikke være større end 376 cm. Forstag, mellemvanter og undervanter fastgøres til masteprofilet i.h.t. de på tegning nr. 5. angivne højdemål med en tolerance på ± 200 mm. Topvant fastgøres til masteprofilet i.h.t. det på tegning 5 angivne højdemål med en tolerance på + 0/- 200 mm. Røstjern fastgøres til dæk i.h.t. tegning nr. 1. Forreste undervanter placeres 445 cm (± 10 cm. fra stævnen og 70 cm. - 0 / + 25 cm fra centerlinien. Med hækstaget slækket helt af skal forreste undervanter beskrive en lige linie fra deres befæstelse i dæk til det punkt, hvor de er hægtet på masten.. Forstagsprofil (headfoil) med max. bredde 35 mm er tilladt. Rullefok er tilladt. Hydraulisk justering af mast og rig er ikke tilladt. § 13. Løbende rig. Skødningen af sejlene er fri indenfor de begrænsninger, der er angivet i ISAF`s kapsejladsregler. Tovværksdimensioner og anbringelse af klamper og klemmer er fri. Hækstag og bagstag skal være min. 5 mm i diameter, og have mindst samme trækstyrke som stålwire, materiale valget er frit. Hægstaget fastgøres til masteprofilet I.H.T. de på tegning nr. 5. angivet højdemål med en tolerance på +/- 200 mm. § 14. Sejlene. a) Sejlene skal fremstilles i overensstemmelse med den officielle sejltegning nr. 5. Mylar, Spectra, Kevlar (Aramid), Vectran, 3DL samt andre High Modulus Fibre og kulbaseret materiale er ikke tilladt i storsejl og spiler. Forsejl må fremstilles i valgfrit materiale. Sejlene skal måles i overensstemmelse med DH’s sejlmålingsinstruktioner. Nye dugtyper skal godkendes af Luffe klubbens dugudvalg. b) Storsejl. Minimumsvægten af storsejlsdugen er fri. Det må ikke strækkes udover de i § 9 d) og § 10 c) nævnte målemærker. MGL, MGM, MGU og MGT er bredden af storsejlet målt i hhv.1/4 højde, 1/2 højde, 3/4 højde og 7/8 højde. Målene må ikke overskride: MGL = 306 cm. MGM = 236 cm. MGU = 141 cm. MGT = 79 cm. Breddemålene tages som afstanden fra målepunktet på agterliget til det nærmeste punkt på sejlet forlig inkl. forligstovværk, d.v.s. vinkelret på forliget. 5 stk. sejlpinde er tilladt. Sejlpindenes længde må ikke være større end storsejlets dimension. Pindene må ikke rage ud over storsejlet agterlig. Ingen anordning andre end den normale lidseline må bruges til at justere sejlpindenes facon under sejlads. Sejlpindene må ikke være af kulfiber. Rebesystemet er frit. Klassemærke skal forefindes på begge sider af storsejlet og skal have dimensioner i overensstemmelse med tegning nr. 6, farven er fri. Sejlnummeret skal være anbragt under klassemærket. Sejlnumre og nationsbogstaver skal have størrelse og placeres som foreskrevet i IYRU’s kapsejladsregler. Storsejlet må forsynes med et vindue, svarende til 1 % af sejlarealet, dog max. 0,3 m2. Vinduet må ikke placeres nærmere noget lig end 15 cm. Maksimalt vandret mål på flynder er 15 cm. c) Forsejl. Minimumsvægten af forsejl er fri for genuaer og HA-fok. Stormfok skal være fremstillet af et materiale med en min. vægt på 300 g/m2, samt et max. areal på 16 m2. Alternativ beskrivelse: Forsejl I: Tmax. = 1.175 cm. Lpmax = 545 cm. Alle forsejl med undtagelse af stormfok må forsynes med et vindue svarende til 1 % af sejlarealet, dog max. 0,3 m2. Vinduet må ikke placeres nærmere noget lig end 15 cm. Alle forsejl skal føres med løjerter på forstagswiren eller i headfoil eller i rullegenua-arrangement. Reb er tilladt i forsejl. Max. 3 sejlpinde er tilladt, eventuelle sejlpindes samlede længde må max. være 270 cm. pr. sejl og skal dele sejlets agterlig i lige store dele. d) Spiler. Vægten af sejldugen er fri. Farven er fri. Sejlpinde er ikke tilladt. Sejlet skal være symmetrisk om sin vertikale midterlinie og må ikke have nogen anordning, der forandrer dets form. Maksimummål: Sidelig: SL 1.150 cm. Underlig: SF 700 cm. Største bredde: SMW 900 cm. Største bredde: SMG 900 cm. Alle mål tages i overensstemmelse med DS’s handicapregler. Spileren skal forsynes med sejlnummer. Størrelse på tal og bogstaver som gældende for storsejl. Placeres som minimum på den ene side af spileren i omtrent halv højde. § 15. Sejlbegrænsning. Ved deltagelse i DS-Danmarksmesterskab må maksimalt medføres: 1. stk. storsejl 1. stk. genua, max. LP-mål 545 cm. 1. stk. fok. Max. LP-mål 390 cm. 2. stk. spilere. 1. stk. stormfok jvf. § 14 c) Ved deltagelse i standardløb må maksimalt medføres: 1. stk. storsejl 2. stk. genua. Max. LP-mål 545 cm. 1. stk. fok. Max. LP-mål 390 cm. 2. stk. spilere. 1. stk. stormfok jvf. § 14 c) Ved deltagelse i andre løb er DS’s handicapregel gældende. § 16. Sikkerhedsudstyr. Foruden den faste udrustning skal mindst følgende befinde sig om bord under enhver kapsejlads i klassen: 1) 1 stk. anker. Ankeret skal mindst kunne holde en båd på 4000 kg og være forsynet med forfang 4 m. kæde eller blyforfang. 2) 1 stk. ankerline, min. diameter 10 mm. længde min. 30 m. 3) 3 stk. fortøjningsliner, mindst 10 mm. tykke 4) 1 stk. rednings- eller svømmevest pr. person om bord. 5) 3. stk. sikkerhedsseler. 6) 1 stk. lænsepumpe og 1 pøs. 7) 1 stk. nødhjælpskasse. 8) 1 stk. godkendt ildslukker, min. 2 kg. 9) 1 stk. tågehorn. 10) 1 stk. radarreflektor, monteret. med underkant min. 1,5 m. over dæk. 11) 1 stk. kompas. 12) Typegodkendte lanterner, som er funktionsdygtige i mindst 12 timer. Disse skal være i overensstemmelse med søvejsreglerne. 13) 1 stk. kasteline, min. 15 m. med flydende line. 14) Værktøj til frigørelse af riggen. (Wiresaks, nedstryger el. lign). 15) Nødsignaler: 4 stk. røde faldskærmsblus samt 4 stk. håndblus eller signalpistol. 16) En redningskrans med lys. 17) Komplet søgelænder i min. 45 cm. højde med øverste line af wire. Det er tilladt at fjerne søgelænderet mellem agterste pulpit og scepteret udfor agterkant af ruftag medmindre kapsejladsbestemmelserne foreskriver andet. 18) Et sidde-/sikkerhedsbræt må monteres på hvert sidedæk ved cockpittet i henhold til tegning nr. 8 og nedenstående regler: Brættet skal fremstilles af teak-træ med en længde på min. 2050 mm. og max. 2250 mm, en bredde på min. 100 mm. og max. 120 mm. samt en tykkelse på min. 20 mm. og max. 25 mm. Brættet skal have 3 stk. håndhuller, hver med en størrelse på max. 380 x 38 mm. Hullerne skal placeres således, at afstanden mellem de respektive hulkanter, og afstanden mellem disse og brættets ender er omtrent lige store. Brættet skal understøttes af 4 stk afstandsklodser i tek-træ, hver med en længde (langskibs) på min. 30 mm. og max. 40 mm. samt en bredde (tværskibs) på max. 120 mm. Afstandsklodserne placeres omtrent midt imellem håndhullerne og mellem hul og brættets ende. Brættet skal placeres helt op ad og følge rælingslistens kurve og dets overkant i borde skal ikke være højere end rælingslistens overkant. Brættets hældning (tværskibs) i forhold til sidedækket skal max. være 25o. Afstanden til brættets forreste ende skal være min. 80 mm. og max. 140 mm. målt fra den tænkte forlængelse af nedgangsskottes agterside i borde og i højde med sidedækket. Brættet skal fastgøres med bolte/skruer af rustfrit stål. Alternativt kan afstandsklodserne erstattes af rustfri stålbeslag af lignende styrke. Brættet skal fastgøres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Besætningen må ikke bruge brættet til at hænge ud over bådens side. § 17. Målebrev. Ejerne er overfor standardklasseklubben ansvarlige for at sikre, at reglerne for bådens konstruktion og udrustning ikke omgås. Ingen ejer må gøre forsøg på af fravige disse principper. Ingen båd er berettiget til at kapsejle som Luffe 37 båd medmindre ejeren er i besiddelse af et gyldigt standardmålebrev med standardklasseklubbens påtegning (årslabel). Målingen foretages af sejlklubmåler, som indsender et måleskema til Dansk Sejlunion for udstedelse af et standardmålebrev. Standardklasseklubben påklæber årslabel på standardmålebrevet, som herefter er gyldigt som standardklassebevis. Ejeren er ansvarlig for, at dimensioner, som ikke måles ved handicapmålingen, er overholdt. Klubbens bestyrelse bemyndiges til at kontrollere, at de af klubben vedtagne bestemmelser for standardbåden overholdes. Hvis der er mistanke om, at der på nogen måde er gjort forsøg på at omgå disse bestemmelser, skal dette rapporteres til Luffe 37 Klubbens bestyrelse, som derefter kan inddrage godkendelsen som standardbåd, indtil sagen er klarlagt. Sådanne forhold skal Dansk Sejlunion informeres om. § 18. Diverse bestemmelser. a) Ved klassemesterskaber (DM) skal besætningens størrelse være fire (4) eller fem (5) personer Inden første sejlads skal der til kapsejladskomiteen afleveres en bemandingsliste indeholdende navn og sejlklub (skal være godkendt af DS) på hvert enkelt besætningsmedlem. Besætningen kan herefter ikke udskiftes i dette mesterskab. Eneste undtagelse er dokumenteret sygdom, som skal ansøges og godkendes hos kapsejladskomiteen før udskiftning. b) Trapezer, hængestropper, håndtag og lignende til afbalancering af båden er ikke tilladt. Hvor båden er forsynet med søgelænder gælder IYRU’s kapsejladsregler om dette. c) Enhver form for tung udrustning (akkumulatorer el. lign.) skal omhyggeligt være fastgjort eller surret således, at det ikke kan rive sig løs uanset bådens krængningsvinkel. Båden må ikke være forsynet med udstyr, der har karakter af flytbar ballast. d) Indenbords motorinstallation er obligatorisk. Motorinstallationen beskrives: Motortype: Fri Min. motor vægt: 50 kg. Propeltype: Fri folde Motorinstallation i henhold til tegning nr. 1. Tankinstallation i henhold til tegning nr. 1. e) Deplacement for den komplet færdige standardbåd (uden sejl og udrustning) er min. 3750 kg. Såfremt det er nødvendigt at forsyne et fartøj med ballast for at overholde klassens min. deplacement, skal denne ballast (bly eller jern) deles i 3 lige store dele. De to dele fastgøres på undersiden af sidedækket ved røstjernene i hhv. styrbord og bagbord side. Denne ballast må højst have en tykkelse på 10 cm. målt vinkelret på undersiden af sidedækket. Den sidste del af ballasten fastgøres indenbords i bådens bund, umiddelbart agten for masten. Denne ballast regnes ikke som kølvægt i.h.t. DS måleregel. f) Standardskrogmål i.h.t. DS’s handicap måleregel. g) Klassens handicapmåletal er fastsat af DS. h) Enhver form for indenbords ballast (bly eller jern) skal være indstøbt i glasfiber eller være fastboltet. i) Ved klasssemesterskaber indskrives 1 stel sejl, som skal anvendes til hele serien. Dispensation fra denne regel kan kun meddeles af klubbens bestyrelse. § 19. Dispensation. Luffe 37 Klubben kan for enkelte både søge dispensation hos DS, som kan dispensere fra disse klassebestemmelser, hvis det er bestyrelsens sikre overbevisning, at afvigelsen ikke er foretaget for at forbedre bådens sejlegenskaber. Mindre betydende, ikke generelle, dispensationer kan meddeles af klubbens bestyrelse. § 20. Tegningsliste. 1) Linietegning (skrog og dæk), mål 1:10. 2) Apteringstegninger. 3) Køltegning (form, placering og fastgørelse), mål 1:5. 4) Ror- og rorfinnetegning (form, placering og fastgørelse), mål 1:1 og 1:5 5) Rig-tegning, mål 1:50. 6) Sejltegning, mål 1:50. 7) Klassemærke, tegning og beskrivelse.
|